København på cykel
Aldrig været i København før? Eller overvejer du, hvordan du bedst oplever byen? Så er en cykeltur et rigtig godt bud. Vi har lavet et overblik over de forskellige bydele, så du kan vurdere, hvordan din rute skal sættes sammen:
Bymidten
Københavns bymidte bliver typisk kaldt Indre By, og den er omringet af vand i form af kanaler, floder og selvfølgelig havet, hvilket i sig selv skaber fundamentet for en smuk cykeltur langs vandet.
Her er det oplagt at cykle forbi kendte vartegn som Nyhavn, Den Lille Havfrue og Rosenborg Slot. Indre By byder også på masser af parker og grønne områder – heriblandt kan nævnes Kongens Have, Ørstedparken og Kastellet. Derudover er der naturligvis et hav af spændende caféer, butikker og flotte, historiske bygninger, der venter på at blive opdaget.
NØRREBRO
Nørrebro er stedet, hvor kulturer mødes. Hvad enten du er en kæmpe foodie, elsker kunst eller er stor fan genbrug, kan du få tilfredsstillet alle dine behov her. Den Røde Plads er en klassiker, som alle bør se, og den nye cykelrute ”Den Grønne Sti” kører lige igennem pladsen, så det bliver ikke meget nemmere. Hvis du kører mod Indre By ad Nørrebrogade, kommer du forbi Søerne og den smukke Dronning Louises Bro, der er et populært sted at hænge ud for unge mennesker – lokale såvel som turister. Endelig er Assistens Kirkegård med sine mange farver og historiske betydning bestemt et besøg værd
FREDERIKSBERG
Ikke langt fra Nørrebro finder du det langt mere rolige og nærmest polerede Frederiksberg. Denne del af byen er fuld af flotte bygninger, fancy spisesteder, blomsterbutikker og rigtig mange barnevogne. Blandt de hyggeligste veje på Frederiksberg er det værd at nævne Falkoner Allé, Gammel Kongevej og Frederiksberg Allé. Derudover ligger et af de største grønne områder i København netop på Frederiksberg og består af Frederiksberg Have, Søndermarken og Solbjerg Kirkegård – med Frederiksberg Slot som et fantastisk samlingspunkt.
CHRISTIANSHAVN
Christianshavn er blevet et enormt populært område de senere år. Udover den åbenlyse attraktion, Christiania, er bydelen fuld af hygge, varme og god mad. Blandt de vigtigste ting at se kan nævnes: Copenhagen Street Food, Vor Frelser Kirke, Operahuset og det nye Copenhagen Contemporary, der byder på moderne kunst i topklasse.
ØSTERBRO
Østerbro er skabt til cykelture. Ligesom resten af København er Østerbro fuld af gode cykelstier, og her ligger de klos op ad smukke facader, lækre haver, store ambassader og dyre restauranter. Natur er der også masser af. Du kan f.eks. tage en tur i Fælledparken eller besøge stranden ved Svanemøllen. Derudover finder du Den Frie Udstilling, Candy Factory og den hyggelige Café Bopa, som alle er et besøg værd.
VESTERBRO
De fleste danskere kender Kødbyen, der er det perfekte spot til både et verdensklassemåltid og en fed bytur. Mikkeller Bar, WarPigs, Bakken og mange andre barer og restauranter ligger bare og venter på dig. Derudover ligger Carlsbergbyen også inden for cykelafstand, og her kan du få et unikt indblik i historien bag en af de største virksomheder i Danmark. Og hvis du er typen, der elsker en god handel, er loppemarkedet på Sønder Boulevard lige noget for dig.
Det var blot en hurtig gennemgang af de Københavnske bydele og nogle af de bedste seværdigheder i København, men der er meget mere. Hop på cyklen og oplev byen på egen krop!